Nye trin, og entreprenørskab

Ingen tvivl at jeg elsker at arbejde! Working horse, arbejdsliderlig, ensportet og begravet i sit arbejde… jeg bliver kaldt meget – og ofte forstår jeg synspunktet. Men for mig er det lige så uforståeligt at andre ikke er villige til at ofre lidt mere, og måske få mere.  Men jeg kunne godt tænke mig at skrive lidt om hvorfor…

For mig handler det om nye trin. Simpelt/enkelt: Forestil dig en stige, hvor du bliver mere ”fri” eller mere uafhægnig afhængigt at hvor på stigen du står. Sådan ser jeg det også med entreprenørskab og opstarten af selskaber. Oftest er vi entreprenører elendige når selskaberne skal ledes og bearbejdes til koncerner og organisationer, men det er det drive der driver os når vi er på vej op, der skal bane vejen – og det er samme drive og fokus der gør det nemt for os at lave et exit og overlade arbejdet til andre. Jeg har det nøjagtigt på samme måde ved driften at mit selskab. Der er ingen tvivl at jeg må indsætte en adm. Direktør når evnerne ikke magter det (snart), men lige nu handler det om nye trin – for ved næste trin bliver vi 10 mand, runder xxx kunder og yyy i omsætning, får chefstilligner og bordfodboldbord – alt sammen noget der gør mig stolt og noget der gør at min hverdag bliver mindre arbejde, og mere fortjeneste.

For det er ligeledes glæden ved at skabe noget for andre, og se andre tage det til sig og være med til at bygge der driver værket – ihvertfald for mig!

Men hvad gør man så ved dette wakum der kommer efter at have arbejdet 10-15 timer dagligt? En tendens er at vi oftest går ud og opstarter flere lignende, eller komplimenterende selskaber for at booste omsætningen og tilvæksten yderligere – ja nogle vil endda gå helt i den anden grøft og starte tøjselskaber (ja vi er på vej derind), og tage yderligere ideer til os for at videre udvikle vores kerner. Jeg tror blot det er vigtigt at man i en entreprenørfase holder sit fokus klart – ikke tager de nemme shortcuts, men vælger den lange og hårde vej. Jeg har tidligere skrevet omkring min fansination vedr. selstædige og ambitiøse mennesker, og jeg må tillægge at mit menneskesyn nok er blevet noget præget af dette.

Jeg synes det er interessant at nå til næste trin, jeg synes det er fedt at når højere op og jeg ved inderst at jeg vil elske det når jeg tilsidesætter mit ego til en adm. direktør, hvis evner og værktøjer flytter selskabet i langt større hastighed end jeg selv formår. Der er bare flere trin til…

”Man må ydmygt se på andre skabe det man selv ikke formår – det er evnen i et partnerskab men trodsen i en selvstændigs liv”, Rasmus Foged, April 2007